LopGun: Bæredygtighed på Vesterbro siden 2019
Udgangspunktet for grundlæggerne af LopGun er en langvarig interesse for bæredygtighed og en tro på, at alle de fede ting, der er fremstillet gennem tiden, har noget at tilbyde nutiden. At købe, istandsætte og sælge brugte ting samt indrette hjem med genbrugsting var både blevet en hobby og en personlig passion. Ideen bag LopGun er således at nutidens ønsker og behov kan dækkes af fortidens skatte. Genbrug skal være en berigelse, ikke et afsavn.
Så tanken om at åbne en anderledes reolbutik, som både var hyggelig, havde rimelige priser og tiltrak kvalitetsvarer, voksede frem.
Muligheden opstod i starten af 2019, da vi fandt lejemålet på Vesterbrogade, der både havde en god beliggenhed centralt på Vesterbro og Frederiksberg i en ejendom fra 1854 og potentialet til at blive den hyggelige butik, som vi ønskede, så vi besluttede os for at tage springet.
Med baggrunde som henholdsvis billedkunstner og leder i private virksomheder, samt erfaring som selvstændige og iværksættere, gik vi i gang med projektet. Lokalerne var i elendig forfatning, så vi brugte tre måneder på at istandsætte dem. Vi gik til opgaven med respekt for bygningens historie, og et ønske om at bevare det rustikke præg og de finurlige detaljer. Af både bæredygtigheds- og økonomiske grunde genbrugte vi så meget som muligt af det eksisterende.
I indretningen og udsmykningen har vi lagt vægt på at kunne præsentere genbrugsvarer på en inspirerende måde, så vi inspirerer kunderne til at klæde sig og indrette med genbrug.
Den 8. juni 2019 åbnede LopGun dørene og har siden tiltrukket både lokale købere fra Vesterbro og Frederiksberg samt storbyturister med interesse for genbrug.
Læs mere om genbrugshandelen i nærområderne på henholdsvis Vesterbro, Frederiksberg og Nørrebro.